LETH MASTERS 2017 – GUT KADEN GOLF UND LANDKLUB

Af Søren Amstrup

Ved The Masters stiftende generalforsamling i sommeren 2016 på det nordvestlige Fyn, blev det i hyggelige, alkoholiserede rammer besluttet at hæve budgettet for det følgende års sammenkomst med henved 100%. Det resulterede godt 180 dage senere i en invitation fra turneringsleder Borre Leth skrevet på fremmedsprog.

Flere af feltets aldrende medlemmer måtte have hjælp til at afkode budskabet, og efter at have konsulteret universiteter, grønspættebogen, femteklasse-elever og andre lingvistisk begavede, stod det klart, at beskeden var skrevet på tysk. ”Velkommen til Gut Kaden” var den frie oversættelse, og det henledte tankerne på ikke så få turneringer, der omkring årtusindeskiftet blev spillet på netop Gut Kaden Golf und Landklub på Europa-touren. Her deltog bl.a. Lee Westwood, Thomas Bjørn og selveste Tiger Woods.

Uden at fornærme nogen var ingen af The Masters deltagerne i nærheden af de tre ovennævntes niveau, selvom vi denne gang havde fået selskab af Rasmus Rebbe. Denne Rebbe viste et niveau, der egentlig ikke hører hjemme hos The Masters, og den unge superstjerne blev da også frosset ud senere på dagen.

I adskillige korteger gik turen mod Hamburg fra det øst- og sønderjyske. Lund og Sofjan producerede Facebook-historiens mindst sete live-videoer, da d’herrer ikke havde regnet med det sparsomme publikums kvaler med internet-dækning i udlandet. Kom igen drenge.

På behørig vis var turneringslederen mødt op som den første for at inspicere forholdene, og bortset fra det sært fraværende, tenderende spøgselses-agtige personale, var der ikke en finger at sætte på rammerne. Bane, klubhus, træningsfaciliteter og i særdeleshed overnatnings-barakkerne var helt forrygende, så der var (alt for meget) ros til Borre Leth. Tre-boldene var delt, og klokken 14.00 forsvandt de tunge regnskyer over Nordtyskland, og Rico lagde kælent sit drive i midten af fairway. Feltets overlegne superstjerne Rasmus Rebbe savede efterfølgende arrogant dog leg’et midt over og hamrede sit drive 270 meter mod pinden. Pendulet svingede allerede i vinderens retning, og det afveg egentlig aldrig sin kurs.

Undertegnede gik som sædvanlig efter det tidlige ”kill”, og med en birdie på 2. og en bold, der kyssede pinden fra 180 meter på 3. var stilen lagt, og denne skribent havde peaket. Dagens uden diskussion bedste detalje – på banen – stod turneringslederen ubeskedent for. På 14. hul slog han sit tee-slag mod søen i højre og landede op ad den høje rough. Hans andet slag blev et 50-50 slag, der forsvandt 176 centimeter længere fremme i modbydelig rough. Troede vi. Da vi havde marcheret 153 meter frem til greenen, fandt vi stille og roligt Borre Leths bold, der havde fundet vejen hjem til dansegulvet. Dejlig par blev det til.

Den unge Rebbe tror ikke på det med handicap som vi andre dødelige. ”Det er lettere bare at spille efter par”, sagde årets medarbejder 2008-16 hos Lübker Golf Club. Som sagt, så gjort. Rebbe gik simpelthen Gut Kadens to sløjfer i to slag over banens par, og søndagens finalerunde var teknisk set ligegyldig. Bravo, unge mand!

Champions Dinner foregik i en parallel verden. Det ellers så velfungerende resort tabte helt småkagerne, da serveringspersonalet kun nødtvungent tog sig af dem de handlede om. Os – de betalende gæster. Om det skyldes de uforsvarlige mængder vin og sovs, der blev forespurgt på, skal jeg lade være usagt, men den stigende utilfredshed omkring bordet resulterede bl.a. i en ophedet debat om flex-medlemmer i danske golfklubber. Ahem…!

Efterspillet foregik i et alt for lyst tilstødende lokale med stuevarme medbragte øl og et grotesk orgie af alle de chips, der blev forsømt indkøbt i 2016-versionen af The Masters. Den underlige sammenkomst sluttede, da Haaber og Cliff ikke længere kunne tøjle spændingen i lokalet og bare måtte fortrække til sove-gemakkerne. Haaber blev dog slemt skuffet, da rengøringsbranchens Lars Larsen sov tungere end sig selv, da Haaber havde iført sig masken og mundtøjet. I et galant træk opgav Haaber drømmen om romantik og ryddede egenhændigt op efter selskabet. Velsagtens ”play of the weekend”.

Søndag morgen startede med et vederstyggeligt regnvejr, der truede med at ødelægge finalerunden. Men – nøjagtig som dagen før – forsvandt skyerne kl. lidt i 11, og så var vi igen på farten. I undertegnedes bold var denne skribents værelses-makker og svoger hr. Iversen, helt ved siden af sig selv. En nyindkøbt driver fordelte boldene i alle retninger, og den normalt så gode golfspiller noterede blot 18 points på et tilsvarende antal huller. Iversen stod dog også for dagens detalje, da han qua driverens flagrende kurs spillede hele 11. hul via 12. hul. Skævt drive, skævt andetslag, der landede på 12. huls teested, hvorfra Iversen køligt lagde tredjeslaget på 11. green, lod baggen stå og marcherede 170 meter op med putteren under armen og noterede sin par. Stærkt!

Det blev aldrig rigtig spændende, og den unge hr. Rebbe cruisede stensikkert mod en knusende sejr. Hele 70 Stableford-points blev det til, og det var hele 12 mere end overtegnede på andenpladsen og 14 mere end Sofian på tredjepladsen. Imponerende golf af Rebbe, der spiller med 0,7 i handicap. Bravo.

Tak for en super tur og arrangement. Auf wiedershen am zwanzig-achtzehn.